Hvorfor træner du når du er tynd?

24. november 2016

Skærmbillede 2016-11-23 kl. 22.17.46Et af de spørgsmål der oftest kommer når jeg fortæller at jeg træner 6 ud af 7 dage om ugen. På den ene side bliver jeg glad for at folk spørger ind til det og er nysgerrige og på den anden side bliver jeg en smule ramt når spørgsmålet kommer.
Jeg ved ikke om jeg er den eneste som sidder med denne tankegang og jeg har længe tænkt over hvordan jeg skulle komme ud med det, uden det på nogen måde skulle lyde som en shitstorm eller værende uforskammet. Men som nævnt i går på bloggen, er det en ny start med massere af personlighed og mine meninger og holdninger. Fremover vil jeg ikke tage kæmpestort hensyn til hvem jeg ville kunne træde over tæerne eller om jeg skal lade være med at udgive et indlæg grundet angsten for hvad der vil komme af respons på det. So here we go..

Da jeg var omkring 13 -14 år var jeg tynd som et siv. Jeg var tvunget til at gå i tøj der var købt i børneafdelingen i H&M og vidste altid at jeg skulle have mindst 2 par strømpebukser indenunder hvis jeg ville have de samme bukser som de andre piger fra klassen. Jeg var sur og ked af det over at jeg ikke var ligesom alle de andre, egentlig allermest sur over at jeg var tynd. Mit stofskifte har altid været enormt højt og jeg har altid fået kommentarer som “Tag et ekstra stykke kage, du har brug for det” eller “Hvor er du irriterende at du er så tynd, det er snyd”. Jeg kunne spise 2 store flødekager om dagen og du ville ikke kunne se det på mig, på nogen måde! Men det gjorde mig jo ikke lykkelig?

Ligeså hårdt det kan ramme én at blive kaldt tyk, ligeså hårdt kan det ramme at blive kaldt for tynd. Når man virkelig har svært ved at tage på og ser sine veninder med former og tøj der buler de helt rigtige steder, så bliver man misundelig helt ud i tå spidserne. Da jeg blev fanget i den onde spiral, at jeg alligevel aldrig ville få den krop jeg ønskede og gang på gang kunne kigge mig i spejlet og se at kroppen forblev den samme uanset hvad jeg kom i munden, skabte jeg et usundt forhold til mad og sukker. Jeg skænkede det ikke en tanke om den mad jeg kom i munden var fyldt med energi og sunde vitaminer eller om den var fyldt med e-numre og sukker. Det var jo ligegyldigt?

At være tynd er ikke altid en dans på roser og slet ikke når de sociale medier de sidste par år har trukket ned over hovedet på os piger at vi skal være indehaver af en krop som Khloe Kardashian. Så kan vi uanset størrelse og form, for evigt sigte efter noget som vil være en umulig misssion.
Vi er alle sammen forskellige og skal have det godt i hver vores krop, præcis som vi er og præcis som vi ser ud. Ingen kroppe er ens og vi alle sammen bygger ud fra hver vores grundlag, derfor er kunsten at elske den krop vi er født i og mærke glæden ved at modellere den som ønsket. Hvad enten det betyder hård træning eller ingen træning.

Efter jeg er kommet over de 20 år er det begyndt at blive anderledes. Jeg kan se at  jeg har fået lidt ekstra på siderne, hvilket jeg elsker! Derudover har jeg aldrig i mit liv været indehaver af noget der lignede en røv, det er dog også vendt og jeg er nu den lykkelige ejer af noget jeg kan tillade mig at kalde en røv. Nu kan jeg se at den onde spiral jeg kom ind i, i forhold til mine spisevaner måske ikke gjorde det store på min krop udadtil, men indvendig var jeg jo ikke glad og min krop manglede alt den energi og vitaminer jeg udelukkede ved at spise usundt. Måske ændrede min krop sig ikke udseendsmæssigt, men at være en tyndfed, meget træt og ligegyldig omkring den krop du hver dag lever i, var pludselig en realitet, som jeg på ingen måde kunne stille mig tilfreds med.

Derfor begyndte jeg at træne. Til at starte med virkede det forkert at skulle træne når man er tynd, og følelsen af at alle kigger på dig og din tynde krop i det lokale center er heller ikke fedt. At skulle styrketræne for at tage på var også mærkeligt at forholde sig til og tanken om at man de første mange gange ledte efter vægte under 1 kg. var heller ikke helt fedt. Men alle starter et sted, jeg startede med et tyndt grundlag, der ikke ejede en muskel og kan nu se en stor forskel fra da jeg startede. Kiloerne bliver højere og højere, jeg er i stand til at presse mig selv mere og mere for hver træning og kiloerne stiger ligeså langsomt, men med sunde kg. Så nu er jeg faktisk nået til et punkt hvor træning inspirerer mig og har fanget min interesse. Jeg nyder at komme i centeret og presse mig selv til max!

Derfor (selvom jeg er hvad man vil betegne som normal vægtig) træner jeg 6 gange om ugen. Jeg elsker hvad det gør ved mit humør, ved mit selvværd, ved min evige hovedpine og altid trætte krop. Hvad det giver i form af muskler og et stærkt grundlag som jeg kan modellere som jeg ønsker det. Sundhed kan være mange ting, men for mig er sundhed at være i balance i sin egen krop. 

Jeg føler mig sund og stærk når jeg kan spise sundt, træne regelmæssigt, spise en donut og ligge på sofaen en hel aften og se Netflix. Alt i alt føler jeg mig sund når jeg er glad i min egen krop og giver min krop hvad den fortæller mig at den ønsker. Når først man har lært at lytte til sin krop er det nemmere at give den hvad den ønsker, presse den og kaste den ud imod nye eventyr.

Hvad er sundhed for dig? 

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar